St. Magdalene

Kort om destilleriet

St. Magdalene var et stort Lowland single malt-destilleri i Linlithgow, omtrent midt mellem Edinburgh og Falkirk. Det blev grundlagt i 1753, flyttede senere til bredden af Union Canal og fik et særpræg, der i dag lever videre i yderst sjældne aftapninger. Destilleriets historie er tæt forbundet med byens egen udvikling og med navnet Linlithgow, som det bar i de første år.

Historie

St. Magdalene blev grundlagt i 1753 af Sebastian Henderson og var oprindeligt kendt som Linlithgow, placeret i Bonnytoun-området i Linlithgow. I 1798 overtog Adam Dawson ejerskabet, og Dawson-familien kom til at spille en afgørende rolle i mere end hundrede år. Da destilleriet i 1834 flyttede nærmere den nye Union Canal, skiftede det navn til St. Magdalene. Den nye placering gav adgang til transport på kanalen, og anlægget fik sin egen kaj til varer og whisky. I 1912 gik A&J Dawson i likvidation, og destilleriet blev en del af Distillers Company Limited. Under nedskæringerne i 1983 blev St. Magdalene lukket som et af ni destillerier i koncernen, og denne gang kom der ingen genåbning. I midten af 1990’erne blev størstedelen af bygningerne revet ned og erstattet af lejligheder, men floor malting-anlægget, kiln og pagoda står stadig som fredede minder om Linlithgows sidste single malt-destilleri.

Råvarer og produktion

St. Magdalene producerede en klassisk Lowland single malt i stor skala. Anlægget havde 14 gæringskar, fem kedler fordelt på to wash stills og tre spirit stills samt worm tub-kondensatorer. Vand blev hentet fra en brønd på stedet, mens vand fra den nærliggende Union Canal blev brugt til køling. I begyndelsen var spiritussen let tørverøget, men fra 1950’erne og frem blev den ikke-tørverøget. Byggeriet rummede også hele 19 lagerhuse, og kapaciteten blev opgjort til en million liter. Der er kun få detaljer om de præcise arbejdsgange, men helheden peger på et traditionelt, men betydelig stort anlæg med klare Lowland-rødder.

Modning og fadtyper

Whiskyen blev fortrinsvis modnet på ex-bourbon casks, hvilket passer til den lyse og bløde profil, der forbindes med destilleriet. I dag er de resterende fade meget gamle og yderst sjældne, og en del af dem ligger hos Diageo. Også det uafhængige marked rummer enkelte fade, men i meget begrænset omfang. De kendte aftapninger er derfor især interessante som historiske spor snarere end som et bredt, aktuelt modningsprogram.

Whiskyer

St. Magdalene har ikke et levende kernesortiment i dag. Det, der kan købes og opspores, er hovedsageligt meget sjældne flasker fra gamle lagre, uafhængige aftapninger og historiske releases. Blandt de mest kendte kilder til flasker nævnes aftapninger fra Gordon & MacPhail, Douglas Laing og SMWS, mens Diageo Rare Malts hører til de klassiske historiske udgivelser. For samlere er St. Magdalene især interessant, fordi udbuddet er så begrænset, og fordi hver flaske repræsenterer et destilleri, der ikke længere producerer whisky.

Whiskyernes stil og smagsprofil

St. Magdalene beskrives med en blød, klassisk Lowland-profil. Den har en cremet fornemmelse, lyse frugtnoter og en delikat, zesty friskhed. I de tidlige år kunne der også være et let tørverøget præg, men den senere spiritus var ikke-tørverøget. Samlet giver det billedet af en elegant og afdæmpet malt snarere end en kraftig eller røgdomineret whisky.

Besøg destilleriet

St. Magdalene er lukket og fungerer ikke som et aktivt besøgssted. Der tilbydes ingen offentlige rundvisninger, smagninger eller bookingmuligheder. De tilbageværende spor efter destilleriet er de fredede bygninger i Linlithgow, men ikke en åben whiskyattraktion med faste åbningstider.

Filosofi og håndværk

Det afgørende kendetegn er den klassiske Lowland-stil med en blød, mild og let frugtdrevet profil. I driftsårene blev whiskyen især brugt til blending, og netop den rolle har været med til at forme destilleriets ry. I dag er værdien i stedet knyttet til sjældenhed, historisk betydning og de få tilbageværende fade.