Millburn

Kort om destilleriet

Millburn var et Highland-destilleri i Inverness, der blev grundlagt i 1807 og senere forsvandt helt fra området. I dag er navnet mest interessant for samlere, fordi destilleriet kun nåede at udgive ganske få single malts, og fordi de efterfølgende tapninger er sjældne. Historien spænder fra en ulovlig begyndelse under navnet Inverness Distillery til nedrivningen af de fleste bygninger i 1988.

Historie

Millburn blev grundlagt i 1807 af en mand, der kun kendes som Mr Welsh. De første år blev destilleriet drevet ulovligt under navnet Inverness Distillery, før det i 1825 kom på nye hænder efter vedtagelsen af Exercise Act, da Alexander Macdonald og James Rose overtog stedet. Forretningen gik dog ikke godt, og allerede i 1829 måtte de sælge igen. Efter en periode uden drift købte kornhandleren David Rose stedet i 1853, og i 1876 blev anlægget rekonstrueret. Hans søn, George Rose, stod for produktionen fra 1881 til 1892, hvorefter Andrew Haig & Company overtog. I 1904 fik destilleriet officielt navnet Millburn, og senere fulgte ejerskaber under Booth’s Distillers Limited, Distiller’s Company Limited og Scottish Malt Distillers. Destilleriet lukkede i 1985, og i 1988 blev mange af de oprindelige bygninger revet ned for at give plads til en ny byudvikling.

Råvarer og produktion

Millburn brugte vand fra Loch Duntelchaig, og produktionen hvilede på en traditionel opstilling med én wash still og én spirit still. De to kedler havde en klassisk ‘Speyside’-form med brede, sfæriske toppe og lange, koniske halse. Råvaren var byg fra lokale gårde i Inverness-området, og malten var tørverøget, hvilket giver destillatet et mere markant og røget udtryk. Destilleriet arbejdede med et lille lagerkompleks, herunder en dunnage warehouse, hvor spiritussen blev lagt på fad. Kombinationen af lokale råvarer, røget malt og den traditionelle pot still-form peger på et hus, der holdt fast i klassiske håndværksgreb frem for at jagte store volumenmål.

Modning og fadtyper

Millburn lagrede sin whisky i både amerikansk white oak og sherryfade. Det skete i et beskedent lagerkompleks, hvor en dunnage warehouse var en del af anlægget. Den fadekombination forklarer, hvorfor destilleriets kendte udgivelser forbindes med både sødme, frugt og krydderi, mens det røgede præg stadig kan anes i baggrunden.

Whiskyer

Millburns sortiment var aldrig stort. Destilleriet udgav kun et meget begrænset antal single malts i sin levetid, og efter lukningen er der kun kommet få flasker frem. Den mest kendte gruppe er de tre semi-officielle Rare Malts-udgivelser på 18, 25 og 35 år, og dertil kommer enkelte uafhængige tapninger, blandt andet fra Gordon & MacPhail og Cooper’s Choice. Det er derfor et navn, der primært lever i samlerkredse og blandt dem, der opsøger sjældne Highland-whiskyer.

Whiskyernes stil og smagsprofil

Millburns udtryk bevæger sig i retning af sødme, frugt, sherry, krydderi og peber, mens røgen giver whiskyen et mere markant og ældre Highland-præg. Det er en stil, hvor den tørverøgede malt og lagringen i både amerikansk eg og sherryfade kan mærkes i den samlede profil.

Besøg destilleriet

Man kan ikke besøge Millburn som et aktivt destilleri, fordi de oprindelige bygninger stort set er væk. På stedet findes dog restauranten The Auld Distillery i en af de tilbageværende bygninger, og det er den tydeligste måde at opleve stedet på i dag.